23/04/2026 0 Kommentarer
Thranes Musik Orkester slutter sommeren af i Nørre Tranders
Thranes Musik Orkester slutter sommeren af i Nørre Tranders
# Nyhedsarkiv

Thranes Musik Orkester slutter sommeren af i Nørre Tranders
Glødende tangotoner, rørende dansetrin og fantastisk musikalsk stemning. Gruppen ”Thranes Musikorkester” besøger onsdag den 31. august kl. 19.30 Nørre Tranders Kirkecenter, hvor publikum kan forvente en perfekt afslutning på sommeren 2016 med en koncert.
Gruppen ”Thranes Musik Orkester” består af:
Sigrid Rasmussen er en fantastisk sangerinde, som med sin sang, sit smukke udseende og væsen fortryller publikum. Hun kan fortolke alt fra store musicalhits, gospel, jazz, pop til danske viser, så hårene rejser sig. Ikke nok med det, er Sigrid også en blændende violinist, hvilket giver musikken en ekstra dimension. Sigrid er oprindelig fra Færøerne, men er bosat i Danmark og har medvirket i mange forskellige musikalske sammenhænge.
Ib Bucholtz startede som barnestjerne på harmonika, blev klassisk uddannet pianist, men har i adskillige år bevæget sig indenfor den rytmiske musik. Er også kendt fra “De gyldne løver”, hvor Ib, i mange år spillede harmonika.
Olav Gudnason har også en klassisk uddannelse på kontrabas, men er nok mest kendt fra et utal af mere festlige musikalske sammenhænge i Ålborg-området. Olav er ud over sin dygtighed, også kendt for sin meget udadvendte optræden med bassen. Enten på ryggen eller på gulvet.
Klaus Thrane er, af mange, kendt som (ex)trommeslageren i Lars Lilholt Band gennem 27 år. Klaus gik ud af bandet for 2 år siden og er nu freelance musiker. Klaus har ligeledes spillet i et hav af forskellige bands og i mange forskellige musikalske genrer.
Hård rock, jazz, latin, pop, folk m.m. Det siges om Klaus at han spiller på trommer – ikke slår.
Med den store musikalske spændvidde, formår “Thranes Musik Orkester”, at tryllebinde publikum, så de får en stor musikalsk oplevelse, samtidig med at musikken bliver serveret på en varm, indlevende og (til tider) humoristisk facon.
Kommentarer